Gang i sproget

Velkommen til kampagnesitet Gang i sproget. Tag en tur rundt på sitet, test din sprogalder, se videoer, og læs om sprogarrangementerne..... Kampagnen sætter fokus på alt det vi kan med sproget, og på hvor vigtigt sproget er i vores daglige kontakt med hinanden og for hvordan vi oplever verden omkring os.

Om kampagnen

Som opfølgning på rapporten "Sprog til tiden" har regeringen besluttet at iværksætte en kampagne der øger opmærksomheden om det danske sprog. Dansk Sprognævn er blevet bedt om at stå for kampagnen i samarbejde med en arbejdende styregruppe, som består af fire institutioner:

Dansk Sprognævn
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Danmarks Radio
Dansklærerforeningen

Kampagnen skal skabe større bevidsthed om hvad et sprog er, hvilken betydning det har for den enkeltes personlige, sociale og kulturelle udvikling, samt hvorfor og hvordan sproget forandrer sig.

Kampagnens mål er at skabe accept af og respekt for forskellige former for sproglig variation, fx dialekt, kunstnerisk sprog, fremmedsprog, ungdomssprog, fagsprog, det talte sprog, det skrevne sprog, tegnsprog osv. Samtidig vil vi formidle forståelse for at en vis standardisering er nødvendig for at opnå en smidig og klar kommunikation. Kampagnen vil på en underholdende måde illustrere forskellige former for sprogbrug og udvikle danskernes sproglige fantasi og situationsfornemmelse.

Kampagnens hovedbudskab er at:

  • sproget er vigtigt for os alle
  • viden om sproget øger glæden ved at bruge det
  • sprog er sjovt

_________________________________

Kampagnesitet gangisproget.dk er udarbejdet sammen med Kathart